torsdag den 21. oktober 2010

Plant roser nu


Lige nu starter den mest optimale planteperiode for roser. Planteskoler har travlt med at lange barrodsroser over disken, men der er stadig mange pottede roser i butikkerne.

Der findes nærmest uendelig mange gode rosensorter på markedet, og nye kommer til hele tiden. Det kan være svært at vælge i det enorme udvalg.

Køb kvalitetsroser i A-kvalitet, hvor der er mindst tre kraftige grene fra okulationsstedet (podestedet). Roser skal altid plantes med podestedet 5-7 cm under jorden.

Barrodede roser er markant billigere end pottede. De skal plantes i det sene efterår, og man skal være omhyggelig med, at rødderne ikke tørrer ud, inden man får plantet dem.

Pottede roser kan man plante hele året, og de vokser godt allerede fra foråret. Barrodsroser bruger deres første vækstsæson til at etablere rødderne i jorden. Derfor får man sjældent så meget højde på det første år.

De fleste roser skal have mindst seks timers sol om sommeren. Husk derfor at vælge et sted, hvor de nye roser får masser af lys og luft.

Billedet viser Rosa Allotria, en ældre robust rose. Rosa Allotria er en såkaldt buketrose. Den er rigtblomstrende med orangerøde svagtduftende og velfyldte blomster. Blomstrer fra juni til oktober.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar