onsdag den 28. juli 2010

Dræbersnegle

Hærges køkkenhaven af dræbersnegle? Der er flere muligheder for at få has på de slimede bæster:

  • Ferramol (en ret harmløs gift, undtagen for dræbersnegle) drysses på jorden ved de planter, som dræbersnegle er gladest for.
  • En manuel løsning er hver aften, når dræbersneglene kravler op i planterne, at klippe dem over med havesaksen.
  • Man kan også samle dræbersneglene i en spand og hælde stor portion kogende vand på dem.
  • Endelig kan man sætte et sneglehegn op omkring udvalgte bede, f.eks i køkkenhaven. Dermed hindres dræbersnegle fysisk i at komme ind.
  • Man kan nu få højbede med dræbersneglestop. Kanter på bedet forhindrer dræbersnegle i at kaste sig over køkkenhaven eller de lækre storbladede stauder. Som et ekstra forsvar mod dræbersnegle i bedet, kan man smøre en blanding af salt og brun sæbe på undersiden af kanterne.

torsdag den 22. juli 2010

Jacques Cartier på højdepunktet


Vores lyserøde Jacques Cartier-roser blomstrer fortræffeligt nu. De mange tætfyldte blomster tynger buskenes grene ned, så man bare bliver nødt til at plukke en lille velduftende buket ind imellem.

Blomstringen strækker sig fra ultimo juni til primo november. Busken bliver 100-120 cm høj. Vores Jacques Cartier-roser blev plantet for tre sæsoner siden og er nu knap 70 cm høje.

Jacques Cartier skulle efter sigende være en meget sund rose. Der er ikke nogen sygdom at spore på dem endnu - men bladlus har vi dog været nødt til at vaske væk.

onsdag den 21. juli 2010

Klatrerose blomstrer endelig


Vores klatrerose, den historiske rose Felicité et Perpetué, blomstrer først nu - og kun i den ene side. De første to sæsoner var der slet ingen blomster.

De små cremehvide blomster dufter godt, og der er mange af dem her i juli. Klatrerosen kan blive op til fire meter høj, men her forlanger vi kun, at den beklæder et 1,5 meter højt pilehegn.

tirsdag den 20. juli 2010

Lammeøre en masse


Vi har plantet lammeøre på den vestvendte skråning. Vi genbrugte den gamle haves lammeøre, der var spredt rundt omkring i haven og samlede det hele her. På tre sæsoner har de bredt sig og dækker nu området helt. De grå lodne blade ser fine ud, og blomsterne er også flotte.

Lammeøre er tørketålende og egner sig således godt til en solrig skråning.

mandag den 19. juli 2010

Metalbord med glasplade

Vi har fundet et lille metalbord med glasplade på loppemarked, som er fint til haven om sommeren. Der kan stå krukker på eller andet havenips, eller man kan bruge det som bord ved drømmesengen.

søndag den 18. juli 2010

Fuglebad med bellis


De lyserøde bellis har blomstret fint siden de blev plantet i april, men nu begynder de at blive mindre interessante. Også selvom de får nok vand. Jo varmere det bliver, jo mindre bliver blomsterne tilsyneladende. Der er dog stadig mange fine blomster på - nogle af dem kommer ud og svømme i fuglebadet.

lørdag den 17. juli 2010

Kolonihaver


Kolonihaver

Forfatter: Anita Zobel

Kolonihaver er moderne igen, og denne havebog gennemgår kolonihavernes historie og viser mange eksempler på Danmarks forskellige kolonihavehuse.

Der er fine, inspirerende billeder af både kolonihaver og -huse, indendørs og udendørs indretning.

Nogle af de gamle huse fra kolonihavernes begyndelse står i dag med den oprindelige indretning fra 50erne eller 60erne, hvilket er top trendy i dag.

Læs den, hvis du ikke kan få nok af myggenet, hængekøjer, rosenbuer, havelåger, kurvestole, liggestole, hulsten, kakkelborde, perlegardiner, flagstænger, pelargonier…

torsdag den 15. juli 2010

Hyggeligt haveskur


Ideer til indretning af haveskuret:

  • En aluminiums- eller zinkspand fyldt med sand kan bruges til opbevaring af mindre haveredskaber.
  • Beklæd en plade med hessian og brug den som opslagstavler til havebilleder, frøposer, plantemærkater mv.
  • Udenfor haveskuret, må der gerne være en siddeplads. Sæt en gammel afskallet havestol sammen med en spritny parasol.
  • Haveskuret må meget gerne være pakket ind i planter. Lad en klatreplante, f.eks. clematis, gro op ad den ene side og sæt krukker langs de andre, f.eks. på hver sin side af døren.

onsdag den 14. juli 2010

Indretning af haveskuret


Arbejdsrum

Oversæt fra amerikansk efter Work Spaces af Mariette Tiedemann

Hvis haveskuret skal være hyggeligt, gælder det først og fremmest om at holde orden. Til det formål skal det være indrettet med nemme opbevaringsmuligheder, f.eks. knager, åbne hylder og små og store beholdere.

Der skal være et vindue i skuret og/eller kunstig belysning. Hvis man får indrettet det fornuftigt, kan der måske også være plads til en kurvestol og en samling havebøger.

Det gælder om at kombinere forskellige overflade teksturer, f.eks. patinerede overfalde med nogle, der skinner. En gammel ølkasse af træ sammen med zinkspande er f.eks. et godt match.

tirsdag den 13. juli 2010

Sofapuder i haven


Det kan være en god idé at gemme de store sædepuder og rygpuder fra en udtjent sofa til brug i haven. Det er rart at sidde på en høj, fast pude frem for på et tæppe, når man holder picnic på græsplænen.

Sy evt. nye løse betræk til puderne, gerne i en mønster, hvor mærker fra græs eller lignende ikke er så synligt. Her storblomstret chintz fra Cupcake Crafts. Så flotte puder kan også gøre sig godt i en stabel som ekstra siddeplads i dagligstuen i sommerhalvåret.

Man kan også få stof beregnet til havehynder, der er vandskyende og lysresistent. Men de skal alligevel tages ind i regnvejr.

mandag den 12. juli 2010

Dug til havebordet

Til havebordet er det godt med nogle enkle, billige duge, som man ikke behøver være så øm overfor. De skal måske kun holde et par sæsoner.

Nervøst velour er meget billigt og skal ikke sys for enderne, men det er lidt 80'er-klamt. Hvis man lægger blondestof som f.eks. musselin eller organza over pastelfarvet velour kan det dog blive fint.

Slut af med blomster i en matchende farve i enkle vaser, f.eks. syren til den støvede lilla dug.

søndag den 11. juli 2010

Hendes Majestæt Dronningebusken


Havens dronningebuske (Kolkwitzia amabilis) blomstrer overdådigt nu med lyserøde klaser.

Resten af året er den knap så spændende, men det mørkegrønne løv givet dog et frodigt indtryk det meste af sommeren.

Om vinteren er den temmelig kedelig med de lyse høje buede grene, hvor barken skaller af. Vi har fjernet den omkringstående ligeså kedelige snebær og plantet bøg samt rhododendron omkring. Så er der også noget pænt at kigge på om vinteren.

lørdag den 10. juli 2010

Poteformede blade og lysegult blomsterhav


Vores Lodden løvefod (Alchemilla mollis) er gået amok med blomster nu. Det er den bunddække, der bredte sig hurtigst på skråningen. Efter kun to år er området helt lukket af.

Det gule blomsterflor i juni-juli er meget dekorativt. Blomsterne egner sig godt til buketter, men det er de runde, poteformede grønne blade, der er plantens største plus. Bladene udskiller vand, og de glimter således ofte med små bitte vanddråber. De visne blomsterstande er også smukke.

fredag den 9. juli 2010

De røde roser klatrer


De røde klatreroser op ad sydmuren har taget godt imod den kraftige tilbageklipning, de fik, da vi overtog haven. Med årlig trimning og gødning har de rigtig foldet sig ud og er nu én af de mest flittigt blomstrende planter i haven.

Ifølge haveplanen skal de væk, da de i princippet står for tørt under tagudhænget på den sydvendte mur, men det lader de ikke til at have opdaget endnu.

Havearkitekten foreslog vin og lavendler i stedet for roser og vinca, men nu nøjes vi nok med at skifte vincaen ud med lavendler. Lavendlerne kan dække rosernes knap så klædelige ben.

torsdag den 8. juli 2010

Romantiske hvide pæoner


Vores pæoner stod spredt rundt i et stort, uoverskueligt og ukrudtsbefængt staudebed, da vi overtog haven. Nu er de alle samlet på den nye sydvestvendte skråning, der også prydes af storkenæb og lammeøre. Der er både hvide og mørk rosa pæoner, dog mest hvide.

Pæoner bryder sig efter sigende ikke om at blive flyttet, så vi prøvede at få så meget jord – og så lidt skvalderkål - med som muligt omkring det kraftige rodsystem. De blomstrede ikke så meget første år efter flytningen, men nu er der rigtig kommet gang i dem. Og der er ingen skvalderkål.

onsdag den 7. juli 2010

Fjerbusk - en høj, standhaftig staude


Den 1,5 m høje fjerbusk (Aruncus dioicus) stod bagerst i det gamle staudebed. Nu står den i plænen og danner forgrund for den lyserøde dronningebusk ind mod naboen. Vi kommer nok til at ofre den for at udvide plænen, men flot er den.

Slægten Fjerbusk (Aruncus) består af stauder, der ofte er forvedede nederst på stænglerne. Rodstokken er meget massiv og træagtig. Blomsterne er samlet i en aksagtig klase med mange, små flødefarvede blomster.


tirsdag den 6. juli 2010

Den onde stedmoder i haven


Stedmoderblomstens danske navn er som taget ud af Grimm's eventyr. Det nederste kronblad er stedmoderen. De to næste kronblade er hendes egne døtre med fine kjoler som moderen. De to øverste kronblade er steddøtrene med tarveligt ensfarvede kjoler.

Det engelske navn til blomsten er anderledes positivt: "Jump-up-and-kiss-me" (Hop op og kys mig). Stedmoderblomsten ligner da også et sødt lille ansigt.

mandag den 5. juli 2010

Blå stedmoder


Vi har kantet bærhaven med blå Stedmoder. Stedmoder er enårig, toårig eller flerårig, og sår sig selv flittigt. Sidste år valgte vi en violet sort, som også sætter sit præg på bedet i år.

Stedmoder blomstrer hele sommeren fra maj til oktober. Den trives især på sur og neutral jord. Hvis man har mange selvsåede stedmoder i haven, er det muligvis tegn på, at man skal tilføre kalk.

søndag den 4. juli 2010

Hurtig have med pergola


Idas Have er ved at vokse godt til efter omlægningen - der er ikke meget bar jord tilbage.

Nu mangler vi bare at hække og træer får noget mere højde, så der kommer flere haverum. Den sublime haveoplevelse kommer først, når man er helt omgivet af grønt. Når man fornemmer, at man træder ind i et rum med vægge og et loft, ikke blot et fint gulv, er haven perfekt.

Hvis man ikke kan vente på, at træer og buske vokser til og danner loft, kan man bygge en pergola og plante klatreplanter. Det er en relativ hurtig måde at skabe et frodigt haverum. Billedet fra Moosey's Country Garden.

lørdag den 3. juli 2010

Dæk op med lys og andet i haven

Ideer fra bogen Dæk op af Lene Ostenfeldt - kan bruges inde såvel som ude:

  • Lav huller i æbler, så de passer til fyrfadslys
  • Lav cylinderformede lygter af pergamentpapir rundt om fyrfadslys - de kan også bruges som bordkort
  • Sæt fyrfadslys omviklet med velourbånd på spejle
  • Sæt enkle bordkort fast med en dekorativ klemme på glas eller tallerken
  • Læg dugene lag på lag, f.eks. organza oven på nervøs velour i samme farve
  • Lav små duftpuder eller poser af hør eller blonde og brug til hver gæst
  • Sæt menukortet på bordet i en billedramme
  • Strik en kaffevarmer til stemplekanden

fredag den 2. juli 2010

Dæk op med blomster i haven


Ideer til blomsterdekorationer i haven fra bogen Dæk op af Lene Ostenfeldt:
  • Træk blomsterhoveder, f.eks. hyacint, på ståltråd, der formes som et hjerte - lav et tilsvarende hjerter af glasperler og læg to hjerter sammen på hver kuvert
  • Sæt blomsterhoveder i små syltetøjsglas med vand på bordet
  • Sno ranker af efeu rundt om vinglas - skriv evt. gæstens navn med sølvtusch
  • Pres blade og blomster og brug dem til invitationer, bordkort, gæstebog m.v.
  • Plant mindre blomster, f.eks. hornviol, i porcelænskopper på bordet - brug pottemuld og læg potteskår i bunden af koppen
  • Rul sange sammen, stil dem i et stort glas og sæt en langstilket blomst i hver sang


torsdag den 1. juli 2010

Borddækning inde og ude

Dæk op

Inspiration og detaljer til borddækningen

Forfatter: Lene Ostenfeldt

Nu er der højsommer, og mange måltider kan nydes ude i det fri. Bøger og blade bugner af ideer til borddækning i haven.

Lene Ostenfeldts bog er fyldt med kreative og ofte enkle ideer til borddækning, bl.a. vejledninger til servietfoldning.

Der er også specifikke afsnit om borddækning udenfor. Hvilke blomsterdekorationer passer til havebordet, og hvordan dækker man op, så dug og bordkort ikke blæser væk?