mandag den 30. november 2009

Nem juledekoration



Hvis man ikke har tid til at binde en krans eller fedte med ler og oasis, kan man nøjes med at stille 1-4 lys på et fad og pynte fadet med ting fra haven.

Tørrede blomster fra hortensia eller sankthansurt samt kogler og troldegrene er oplagte, især med lidt guld- eller sølvspray.

Man kan evt. supplere juledekorationen med glaskugler, engle eller nisser.

Kanelstænger, stjerneanis, nødder og tørrede appelsinskiver er også en god kombination.

søndag den 29. november 2009

1. søndag i advent



Glædelig 1. søndag i advent!

Adventskrans på julemærket fra 1946, tegnet af Arne Bang.

fredag den 27. november 2009

Mistelten



Mistelten (Viscum album) er en stedsegrøn plante med lysegrønne blade og runde, mælkehvide bær. Det er en snylter, som gror i træer. Mistelten bruges som julepynt. At kysse hinanden under misteltenen er en juletradition, der kan spores tilbage til urgamle, keltiske frugtbarhedsritualer.

I den nordiske mytologi blev Balder, på trods af sin usårlighed, dræbt af en mistelten, der blev skudt som en pil. Hans mor, Frigg, havde fået alle levende væsener til at love, at de ikke ville skade eller dræbe Balder. Men hun glemte at 'tage misteltenen i ed', fordi den voksede højt oppe i trækronerne.

torsdag den 26. november 2009

Julegaveidé: Giv en havebog



Her i Idas Have har vi netop læst Birgitte Busch & Nina Ewalds nye bog om havedesign (udgivet sidste år). Det er nok den bedste danske bog om havedesign, vi har set ind til videre. Grundig og med en masse flotte billeder.

"Design din have" er en oplagt julegaveidé til den nye haveejer eller haveejeren, som ønsker, at der skal ske noget nyt.

onsdag den 25. november 2009

Have-gave



Nej, ikke en hade-gave, men en have-gave…

Hvis gavemodtageren er et havemenneske, er der et væld af julegaveideer:

Have-oplevelser – f.eks. en ekskursion til åbne haver i det nye år eller et kursus i pilefletning eller blomsterbinding.
Abonnement på et haveblad
Krukker eller højbede
Hængekøje
Havehynder eller vattæppe
Haveredskaber
Havefakler
Haveskulptur, f.eks. havenisse eller andet haveinventar
Fuglebad
Foderbræt, fuglehus eller stærekasser
Regnmåler
Haveslange
Vandhane
Måtte
Gummistøvler
Stedsegrønne planter i krukker
Lyskæde
Gavekort til et havecenter
”Gavekort” til assistance til diverse haveprojekter i det nye år, f.eks. anlæg af ny terrasse eller havebassin, fletning af pilehegn eller –hytte, træfældning, bygning af legehus eller gyngestativ.

tirsdag den 24. november 2009

En måned til jul


Der er kun en måned til juleaften.

I byer såvel som haver er guirlanderne efterhånden blevet hængt op, og juletræerne er klar til tænding.

Kasserne med julepynt er kommet frem, og adventskransen og kalenderlyset er ved at blive tillavet. Som haveejer er det nemt at finde materiale til juledekorationer, men selvom haven bugner af kogler og stedsegrønt, bør man alligevel unde sig selv en tur i skoven.


mandag den 23. november 2009

Optimér gaveræset



Julegaveindkøb kan blive en stressfaktor, men der er en måde at forenkle det lidt på, uden at julehyggen går helt tabt i logistisk effektivitet.

Man kan mødes til gløgg og æbleskiver en måneds tid inden jul og trække lod om, hvem der skal give en gave til hvem. Hver person skal kun købe én gave. Til gengæld kan det blive en dyrere gave.

I stedet for at f.eks. 4 personer køber gaver til 4 personer (i alt 12 gaver a 100 kr. = 1200 kr.), så køber de hver én gave til én modtager, som er valgt ved lodtrækningen (4 gaver a 300 kr. = 1200 kr.).

Smart, ikke?

søndag den 22. november 2009

Træfældning

Nu hvor bladene er faldet af træerne er tidspunktet velegnet til træfældning.

Når der ikke er blade på træet, er det lettere at bære på genbrugspladsen eller save til brænde. Bortskaffelse af haveaffald er altid mindst halvdelen af arbejdet med fældning og beskæring.

Pas på med straks at nedlægge de store træer og buske - tænk over om de har en funktion i haven. Måske kan de med fordel nøjes med en beskæring, f.eks. en opstamning.


Disse to æbletræer står klinet op ad naboens garage.
Det til højre blev nedlagt sidste år.

lørdag den 21. november 2009

Fuglefoder


Fuglene bør fodres jævnligt om vinteren. Placer foderet på et bræt eller lignende i sikker afstand fra kattens skjulesteder. Dansk Ornitologisk Forening har en række gode råd til fuglefodring.

På længere sigt skabes der grobund for et rigt fugleliv i haven, hvis man har vilde områder i haven. Det kunne f.eks. være et krat bestående af buske, der vokser naturligt i Danmark. Solsorten nyder f.eks. godt af bærrene på kristtorn.

Husk også frisk vand til fuglene.

fredag den 20. november 2009

Lyng



Efterårslyngen (Calluna vulgaris) blomstrer fortsat, men også denne blomstring lakker mod enden.

Nu kommer den tid, hvor man for alvor kan se, om haven er designet fornuftigt. Et uigennemtænkt havedesign kan ikke længere skjule sig i en frodig beplantning. Når løvet er drattet af træer og buske, ser man, om havens rum og linjeføring giver mening.

Efterårslyng blomstrer fra sensommer til efterår. Planten, der er en slags busk, vokser hurtigt og bliver typisk ca. 30 cm høj. Den tåler både let sandet jord, blæst og megen sol. Lyng bør plantes i sur jor. Den er ideel som bunddække under rododendron. Desuden bør lyng klippes ned om foråret – så bliver den mere tæt i væksten.

torsdag den 19. november 2009

Lyserød røllike



Der var en del fine lyserøde rølliker (Achillea millefolium) i det gamle, nu nedlagte staudebed, som vi ikke nænnede at skille os af med. Vi har derfor plantet dem sammen med sankthansurt, astilbe og bregner.

De ser ud til at trives, selvom de står i halvskygge, og farvemæssigt går de fint i sving med hinanden. Men de er nok lidt for høje til at fortjene en blivende placering her.

De er endnu ikke helt afblomstrede, og de lyse skærmblomster ser fine ud i skumringen ved fuglebadet.

onsdag den 18. november 2009

Det blæser

Jeg sidder her bag skærmen og kigger ud af vinduet på efterårshaven. Der er en kraftig blæst, som nok skal få bugt med de sidste par blade på abrikos- og æbletræerne samt de løvfældende buske.

Herefter er det tid at gå ud og fjerne blade fra belægning og plæne. Det er nemt. Bladene skal bare læsses ind i bedene, hvor de vil fungere som vinterdække og siden formulde til gavn for planterne.

tirsdag den 17. november 2009

Snebær



Der er fortsat mange hvide snebær i krattet, og de lyser op i skumringen.

Bortset fra de snehvide bær er der ikke ret meget positivt berette om snebær. Busken ligner et forvitret krat, som ydermere breder sig uhæmmet ved hjælp af udløbere.

mandag den 16. november 2009

Julelys i haven



Her i den mørke tid er det rart med lyskæder i haven. Vi har sat én lyskæde i det opstammede hønsebenstræ og en anden langs den nyplantede bøgehæk. Bøgehækken langs indkørslen er også blevet oplyst. Det ser hyggeligt ud.

søndag den 15. november 2009

Tag på julemarked


Det historiske oplevelsescenter i Holbæk - Andelslandsbyen Nyvang - har tændt alle lys og byder til det traditionsrige julemarked:

Lørdag d. 28. og søndag d. 29. november
og lørdag d. 5. og søndag d. 6. december.
Begge weekender fra kl. 10.00 til 16.00.

Dilettantteatret opfører "Nissen hos spækhøkeren", og overalt er der boder med håndlavet husflid og julegodter. Om eftermiddagen kan børnene danse om juletræet.


lørdag den 14. november 2009

Kalendergaver på troldegren



1. december nærmer sig med usvigelig sikkerhed og kalendergaveræset ligeledes. Og så skal man jo også finde en hyggelig måde at servere de små gaver på.

Er man den heldige ejer af en troldhassel i haven, er der mulighed for en nem og dekorativ juledekoration. Corylus avellana 'Contorta' bruges som prydbusk, og grenene har en skummel, kroget, proptrækkeragtig form.

Hæng en troldegren op i loftet og dekorer den med kugler og fugle eller en lyskæde. Troldegrenen kan bruges til at hænge små kalendergaver op. Man behøver ikke hænge alle 24 op på én gang; hæng pakkerne op dag for dag eller et par stykker ad gangen.

fredag den 13. november 2009

Apropos kristtorn og jul


Det er kristtorn (holly), der hentydes til i den gamle julesang Deck the halls...

Deck the halls with boughs of holly,
Fa la la la la, la la la la.
'Tis the season to be jolly,
Fa la ...
Don we now our gay apparel,
Fa la ...
Toll the ancient Yule tide carol,
Fa la ...

See the blazing Yule before us,
Fa la ...
Strike the harp and join the chorus.
Fa la ...
Follow me in merry measure,
Fa la ...
While I tell of Yule tide treasure,
Fa la ...

Fast away the old year passes,
Fa la ...
Hail the new, ye lads and lasses,
Fa la ...
Sing we joyous, all together,
Fa la ...
Heedless of the wind and weather,
Fa la ...

torsdag den 12. november 2009

Kristtorn


Almindelig Kristtorn (Ilex aquifolium) er en stedsegrøn træagtig plante, der med sine flotte mørkegrønne, blanke blade er en populær plante i vinterhaven. Bladene kan være tornede, men det gør dem kun mere spændende til juledekorationer, hvor de holder sig friske længe.

Hunplanten udvikler oven i købet dekorative røde bær, der sidder på planten gennem hele vinteren, hvis ikke fuglene spiser dem alle.

Kristorn skal plantes i en god muldjord på et sted med relativt læ. Planten kræver ikke megen pleje, men ved beskæring er det vigtigt at skære helt ind til grenkraven på hovedstammen eller til en større sidegren.

onsdag den 11. november 2009

Fuglebad


Hvis man gerne vil have et rigt fugleliv i haven, er det en rigtig god idé at sørge for foder og vand til fuglene. Fuglebadet bør skrubbes rent med mellemrum, ligesom man jævnligt skal sørge for, at der er frisk vand. Det må gerne være isvand, men naturligvis ikke bundfrossent.


tirsdag den 10. november 2009

Nu nærmer julen sig med raske skridt…

I vore dage starter julen allerede i oktober, når supermarkederne stiller julevarerne på hylden. Her i Idas Have skal vi da gerne indrømme, at vi begynder smugspisning af marcipan allerede på dette tidlige tidspunkt. Men julepynten kommer først frem 1. søndag i advent, og juletræet bliver pyntet den 23. december.

Trods det kommer vi nok til at jule lidt her på bloggen i løbet af november…

søndag den 8. november 2009

Havenissen


I løbet af sommeren skjuler havenissen sig bag de store bronzeblade – den røde hue kan kun lige skimtes bag de store grønne blade. Ved vintertid flytter nissen til en mere fremtrædende plads, så hun kan være med til at fejre jul. I år har hun placeret sig på terrassen foran thuja-hækken. Så kan man vinke til hende fra køkkenvinduet.


lørdag den 7. november 2009

Visne blomster


Astilbe

Nogle stauder fortsætter med at have elegante frø- og blomsterstande, når de visner om efteråret. Det gælder f.eks. astilbe og sankthanshurt, som vi er store tilhængere af i Idas Have,

Det er generelt en god idé at vente til foråret med at klippe de visne staudetoppe ned, da toppen giver næring og beskyttelse til rødder og jord vinteren over. For nogle planters vedkommende er der så tilmed æstetiske grunde til at lade toppen sidde.

De tørrede blomster kan bruges til juledekorationer. Tørrede hortensiablomster er en klassiker. De er meget fyldige og kan hurtigt dække en oasisblok eller et stykke ler. De er pæne i sig selv, men kan evt. piftes op med guld- eller sølvspray.

fredag den 6. november 2009

Haven i november


Fredløs og violfrøstjerne

Nu ligger der billeder fra Idas Have i november. Har du sat havemøblerne ind og lukket ned for haveslangen?

Der er stadig en del gøremål i haven, f.eks. kan man med fordel plante løvfældende træer og buske. Men i november gælder det først og fremmest om at nyde det sidste af de flotte efterårsfarver.

Bladmuld


Når bladene falder af buske og træer, og dækker plæne, bede og belægning som et tæppe, er det fristende straks at gå i sving med løvrive og kost. Men dels synes børn, det er sjovt at sparke til de sprøde, visne blade. Dels har jorden i bedene godt af bladene, der kan fungere som jorddække vinteren over og nydes af regnormene til foråret.


torsdag den 5. november 2009

Hvid potentil som bunddække


Det er ikke for sent at plante løvfældende buske og træer, så længe jorden er til at grave i. Vi har plantet seks hvide buskpotentil 'Abbotswood' som bunddække rundt om en ligeledes nyplantet ungarnsk syren. Ifølge haveplanen skulle dette bed være plantet til med kranstop, men vi har valgt at afvige fra planen.

Kranstop får pænt lysegrønt løv og små lyserøde blomster om foråret. Resten af året må man stille sig tilfreds med et filtret kanelbrunt krat. En ø af kranstop er nem at passe og bruges ofte i offentlige beplantninger.

Potentil dækker måske ikke helt så godt, men blomstrer til gengæld meget mere overdådigt og helt frem til vintertid. Det ser ud som om potentil trives godt i lerjord, for busken er populær som hækplante i mange forhaver her i nabolaget.


tirsdag den 3. november 2009

Efterårsfarver i haven














Om efteråret kendetegnes haven af gyldne, rødbrune nuancer. Særlig flot er spiræaen (Spiræa betulifolia), der glimrer som guld og lyser op i alt det vissengrønne.