mandag den 27. september 2010

Bregner


Bregner er perfekte i et nordvendt bed. I Idas Have står der strudsevingebregner nord for pilehegnet. Strudsevingebregner er nemme og hårdføre. De formerer sig hurtigt ved underjordiske udløbere.

Det er dog nemt at dæmme op for dem, hvis de breder sig for meget. Men det smarteste er at plante dem sammen med andre hurtigvoksende planter, f.eks. høstanemoner eller hosta… eller skvalderkål.

Det er fantastisk at se bregnerne i bogstaveligste forstand rulle sig ud om foråret. De er frodig grønne og har en dekorativ, enkel vækstform. Dermed er bregner gode fyldplanter i et staudebed, da de giver øjet pauser mellem de blomstrende stauder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar