tirsdag den 7. oktober 2014

Roser og storkenæb

Jeg har et sydøstvendt højbed på 430 x 90 cm, hvor der har stået 4 stk. rododendron Cunningham's White i en bund af forårslyng. Det brød havearkitekten sig ikke om: Rododendron skal ikke stå på ræd og række, men i grupper, og det kan jeg godt se, og de var heldigvis nemme at flytte.

Nu står jeg så med et tomt bed, der skal fyldes med Rose de Resct og et paradisæbletræ i den ene ende. Men hvor mange roser skal jeg skaffe til sådan et stykke? Og hvad kan jeg bruge som bunddække? (Jeg har katteurt og Jacques Cartier-roser i nabobedet, men vil gerne have noget andet her).

Hvis roserne skal vokse helt sammen, så de kommer til at danne en hæk, skal der plantes 1,5 pr. meter, altså 7 planter. Skal der derimod være afstand imellem, kan jeg nøjes med fem, og det er jo meget heldigt, for Ringsted Planteforum sælger barrodsroser lige nu i bundter af 5 til 400 kr.

Blot 5 roser vil give mere plads til bunddækkeplanterne, som ikke bør blive for høje. Det kunne f.eks. være lodden løvefød, læbeløs eller tæppestorkenæb. Lodden løvefød holder jeg meget af, men jeg har den mange andre steder i haven. Jeg har derfor valgt storkenæb ’Biokovo’, fordi den havde de i Ringsted. Den har hvide blomster med rosa skær og vil passe godt sammen med farven på roserne.

Det bliver så fint - glæder mig til at kunne vise billeder næste år, hvor de blomstrer samtidig.

Rose de Rescht

Storkenæb 'Bikovo'



Ingen kommentarer:

Send en kommentar