tirsdag den 20. december 2011

Sart sommerfuglebusk

Sommerfuglebusken har ikke haft det nemt de sidste to vintre - først gik den ud, og den nye frøs tilbage.

I år er det som om, den ikke helt har forstået at det er blevet vinter - den ser lige så frodig ud som i oktober.

I år får den vinterdække, og så håber vi på en mild vinter.


søndag den 27. november 2011

Bøgehæk i julegave

Efteråret er det optimale plantetidspunkt, når det handler om at flytte planter.

Nye planter kan sagtens plantes senere. Hvis plantningen ikke lykkes, skyldes det som regel at planten er tørret ud, druknet, plantet for dybt eller for højt. Det har ikke noget med plantetidspunktet at gøre.

Pottegroede planter kan plantes hele vinteren, så længe det er muligt at sætte spaden i jorden. I perioder med frost kan man holde jorden frostfri med vintermåtter.

Barrodsplanter skal plantes i plantens hvileperiode, dvs. i vinterhalvåret. Man kan således sagtens ønske sig en ny bøgehæk i julegave.


tirsdag den 1. november 2011

Haven i november

November er oprydningens tid. Haveredskaber og tingeltangel skal i sikkerhed for frost og sne. Ukrudt der spirede i den lune oktober måned kan med stor fordel krattes op, og man kan så småt begynde at vinterdække krukker, roser og andre sarte vækster. Andre gøremål i november.

En efterårsdekoration bestående af gyldne blade pynter indendøre.


tirsdag den 25. oktober 2011

Inspiration i et blad





Julie Sandlau var i gang med jurastudiet, da hun i 2002 sprang ud som selvstændig smykkedesigner.
Siden etableringen er det gået over stok og sten for Julie Sandlau, der har fået internationalt gennembrud. I dag kommer der to årlige smykkekollektioner fra Julie Sandlau, suppleret med mindre kollektioner til jul og Valentins Dag.

Smykkefirmaets logo er et løvblad, som Julie Sandlau fandt på en af sine mange rejser i fjernøsten. Det lille kinesiske blad findes som vedhæng til både øreringe og halskæder i kollektionen Classic.

Smykker fra Julie Sandlau er også en rejse tilbage i tiden. Det eksotiske kombineres med den gammelkendte skandinaviske minimalisme. Den grundlæggende tanke bag et smykke fra Julie Sandlau er, at man skulle kunne have fundet det i bedstemors smykkeskrin. Julie Sandlau har specifikt ladet sig inspirere af 1950′ernes glamourøse pastelfarvede kjoler; og farverne sart rosa, elfenben og isblå går igen i flere kollektioner.

Senest har Julie Sandlau budt på en kollektion af korte kæder med delikate og feminine vedhæng, bl.a. blomster og stjerner. Man kan vælge mellem guld, sølv og oxideret sølv.

fredag den 14. oktober 2011

Juledekorationer i rå mængder


Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk blænder lørdag den 26. november 2011 op for det store årlige julemarked, der denne gang er udvidet med to dage. Det er en kærkommen lejlighed til at få købt en hjemmelavet juledekoration, adventskrans eller måske en nisse eller to til haven?


Der er julestuer fyldt med juledekorationer, julepynt og julegaveideer på Husmandsstedet, i kirken, brugsen og hovedbygningen.


Datoerne for julemarkedet:  
Lørdag d. 26. og søndag d. 27. november
Onsdag d. 30. november og torsdag d. 1. december
Lørdag d. 3. og søndag d. 4. december

Det store julemarked i andelslandsbyen åbner kl. 10 og lukker kl. 16 hver dag.

Madam Blå serverer en julebuffet kl. 11.30 og 13.30 samt kaffe og kage kl. 15.

Lørdag den 26. november vil grisen blive slagtet på Husmandsstedet, og om søndagen kan man se grisen blive parteret i Skoletjenesten!

I weekenderne kan man kl. 13 se Teaterrødderne opføre ”Peters jul” i Sandby forsamlingshus. Og kl. 14 danses traditionen tro om juletræet i Den røde Lade.

Entré: 50 kr. for alle over 4 år.



mandag den 26. september 2011

Ej blot til pynt

En sydvendt mur under et tagudhæng er som skabt til vindruer.

De første to år var vores vin meget lille og beskeden, men i år skal jeg lige love for at den tog fat. 

Klatrerosen ved siden af skulle ind imellem befries fra den vildtvoksende vin, der også for første gang bærer store, tunge klaser.

Vi nåede aldrig at få bundet den ordentlig op og klippet den, som man skal, så druerne kan få lys og luft - men til foråret er vi klar.


tirsdag den 13. september 2011

Rodfæste


De to nye paradisæbler blev plantet i foråret med de medfølgende bambuspinde. Jeg tænkte, de kunne have godt af at støtte sig til pindene det første år, da de står ret vindudsat.

Men den våde sommer har gjort, at træerne har fået godt rodfæste - de vokser allerede første sæson og må klippes fri af pindene.

fredag den 2. september 2011

Travlt efterår

Der er meget at gøre i haven i september. September er store flyttetid i haven og det er også nu, man kan etablere ny græsplæne eller give den gamle en overhaling.

Se ting at gøre i september.

torsdag den 25. august 2011

Duftsnebolle


Duftsnebolle er en smukt blomstrende stedsegrøn busk. Den har en lidt fjollet, kroget vækstform, hvilket man måske -måske ikke - kan tæmme med omhyggelig beskæring.

Vi lader den bare vokse og klipper kun, når man ikke længere kan komme forbi på stien.

De hvide sneboldlignende blomstrer ses i den tidlige sommer og dufter skønt. Resten af året sætter vi pris på de blanke stedsegrønne blade ved siden af buksbommen.


tirsdag den 16. august 2011

Klatrende hortensia


Klatrehortensiaen på den nordvendte mur breder sig for fuld kraft. Det hjalp i den grad at binde den op - nu er den nået toppen af muren.

Målet er naturligvis at få dækket muren helt!


fredag den 29. juli 2011

Regntid


Så kom der endelig ophold i regnen. Regnmåleren er fyldt til randen.

Lad os håbe, at august bliver mindre regnfuld end juli!



fredag den 22. juli 2011

Om igen


Fordømt! Uger med uafbrudt regn har taget livet af den ene krukke med flittiglise. Den skulle være stillet i sikkerhed under tagudhænget ligesom den anden.

De fleste krukkeblomster har godt af, at krukkejorden får lov til at tørre helt op imellem vandingerne.


fredag den 15. juli 2011

Dagens høst

De sidste jordbær suppleret med stikkelsbær og solbær. Bærhøsten er god i år!

tirsdag den 5. juli 2011

Havemyren hærger

De sorte havemyrer er alle steder i øjeblikket; terrasser, bede, krukker og, hvis de får lov, hus.

Man må aldrig lade myrer bygge bo i nærheden af husets sokkel. Så går der nemlig ikke ret længe, før de flytter ind.

Ser man en myre eller to i sit hus, skal man bekæmpe dem med det samme - der er flere, hvor de kommer fra.

Der findes mange effektive myremidler, men de er desværre belagt med høje afgifter.

Det er dog relativt nemt at bekæmpe myrer - det er sjældent nødvendigt at hidkalde eksperter.

Som regel er det nok at give myrepudder og myrespray én eller to gange først på sommeren - det burde holde året ud. Men myrerne er på banen igen til april næste år.

mandag den 20. juni 2011

Vin i haven

Nye, hårdføre druesorter og varmere vejr har i stigende grad gjort det muligt at dyrke vin i danske haver. Én plante giver druer til ca. én flaske vin, men man kan nøjes med at spise druerne.

Vinranker kan med fordel plantes op ad et espalier, der skal stå i fuld sol. Spisedruer høstes når de smager sødt. Vindruer høstes så sent som muligt, men inden temperaturen når under 2-3 frostgrader.

Vindruer kan med fordel plantes på en sydvendt mur - gerne under et tagudhæng, der holder jorden tør og hård. Man siger om vin, at jo barskere vilkår, jo bedre druer, hvilket passer godt til den lerede jord på Vestsjælland.

tirsdag den 14. juni 2011

Højbed til krydderurter

Et højbed med krydderurter er der altid plads til. Det står ved en solbeskinnet vestvendt mur på terrassen, hvor man let kan tilgå det, når der skal høstes urter til maden.

Dette højbed er fra Land, der fører højbede i alle størrelser. De er tilmed meget lette at samle.

Man kan, som her, få sneglekanter på bedet, hvilket er en god idé til de spiselige afgrøder.

torsdag den 9. juni 2011

Fældning af birketræ

Så blev det store birketræ i mormor og morfars have nedlagt. Birketræer er jo nydelige, men med tiden bliver de for store til en almindelig parcelhushave. Så må de fældes bid for bid som her, hvor Morten var i sving igen.

Mere om træfældning.


tirsdag den 24. maj 2011

Mistelten - en klatreplante

Se denne mistelten. Den er fra Knuds have på Fejø.

Viscum album er en stedsegrøn halvsnylter med ovale lysegrønne blade. I marts-maj er der små gulgrønne småblomster. Frugterne ligner perler.

Ny havebog


Laila Sølager: Vejen til din drømmehave

Det nyeste skud på stammen fra havearkitekt Laila Sølager er en havebog i stort format med dejlige billeder. Fokusområdet er en frodig have, der er nem at passe. De klassiske robuste stauder som storkenæb og pæoner og høstanemoner fremhæves.

Træer er nødvendige – de er havens skelet. Laila Sølager anbefaler at stamme op i stedet for at klippe ned for at få paraply-effekt i haven. Ekstra frodighed opnås ved at lade planter klatre op ad stammerne.

Roser er også et must. De skal gødes, vandes, luges og klippes ofte, men kvitterer med blomstring fra juni til oktober. Det er besværet værd!

Bogen rummer også gode afsnit om drømmehavens design; indretning, linjer og siddepladser.




onsdag den 11. maj 2011

Paradisæble og bøgehæk


Bøgehækken er sprunget ud og æbletræerne blomstrer - det er maj!

Paradisæbletræet får de flotteste mørke pink blomster, der står godt til de lysegrønne bøgeblade og æbletræernes sartrosa blomster.

Vi er så tilfredse med paradisæbletræet, at vi har plantet to nye syd for huset.

Det lille fuglehus er fundet i Netto - det er vist mest til pynt.


Mælkebøtter en masse


Det er vist et godt mælkebøtteår i år.

Hver dag kan vi "plukke" en lille spandfuld i haven - de trives i både plæner og bede og mellem fliser, hvis de får lov.

Billedet er trods alt ikke fra haven, men fra fællesarealet nede ved børnehaven.


Gødning af roser


De genblomstrende roser kan man med fordel give gødning igen her i maj. De skulle også gerne have fået en skefuld rosengødning i marts.

Der er regn på vej, så tidspunktet er optimalt. Så kan regnen fordele gødningen omkring rosens rødder. Gødningen må ikke kommes på våde blade.


tirsdag den 10. maj 2011

Markiser

Den danske sommer er som skabt til markiser. Med markiser ved terrassen eller på hele syd- eller vestsiden af huset, kan man forlænge sommeren fra tidligt om foråret til sent om efteråret.

Markiser giver læ for vind og vejr, herunder de uundgåelige danske sommerbyger. Markiser forlænger også en festlig sommerdag, idet de tager duggen, så man kan sidde ude til sent på aftenen. De holder på varmen, så man vil kunne klare sig uden en terrassevarmer.

Markiser beskytter mod solens stråler, der kan være skarpe både forår og sommer. Solens stråler skal nydes med omtanke, særligt midt på dagen. Under markiser kan børn og voksne opholde sig uden at bekymre sig om solcreme, hatte og lange ærmer.

Solens stråler skader også husets træværk. Markiser, der skærmer af for den værste sol i højsommeren, kan forlænge levetiden på træværket. Man slipper i hvert fald for at male huset helt så ofte.

Inden døre kan klimaet også forbedres med markiser. Markiser til vinduer sikrer et behageligt indeklima med en effektiv solafskærmning. Markiser gør det muligt at arbejde indendørs på en dag med stærk sol, ligesom de hindrer, at møbler og tekstiler bleges af solen.

Det findes mange forskellige slags markiser. Modellerne varierer, og man kan vælge mellem flere forskellige stelfarver og endnu flere duge. Der findes farver og mønstre til enhver boligstil.

Endelig findes der forskellige muligheder for fjernbetjenings- og motorløsninger til markiser. Der findes f.eks. markiser med automatisk solafskærmning, hvor de selv ruller ind og ud alt efter vind og vejr. Når solen står lige på, kører markisen automatisk ud. Når solen forsvinder, eller hvis det blæser op, ruller den sig automatisk ind igen.

mandag den 9. maj 2011

Indvendig solafskærmning

Når forårssolen danser i vinduerne, glædes vi over lyset og varmen, der er på vej, men solstrålerne understreger på nådesløs vis, hvis indretningen trænger til en opdatering. Man kan let få lyst til en nye og frisk indvendig solafskærmning.

Indvendig solafskærmning har gennemgået en forrygende teknologisk udvikling, og der findes i dag et væld af løsninger til vinduerne.

Lamelgardiner, rullegardiner, plisségardiner og persienner er blandt de mest populære løsninger til indvendig solafskærmning. Alle disse vinduesløsninger kendetegnes ved at være moderne og strømlignede set i forhold til den gammeldags løsning med støvsamlende sidegardiner i lange baner.

Persienner og rullegardiner er klassiske løsninger, der giver en effektiv indvendig solafskærmning. De fås i dag i mange nye former og farver.

Plisségardiner og lamelgardiner vinder mere og mere udbredelse i private hjem. Da de først kom frem, blev de primært anvendt i kontormiljøer, da deres evne til indvendig solafskærmning er uovertruffen.

Indvendig solafskærmning omfatter uendelige kombinationsmuligheder af materialer og tekstiler, farver og mønstre. Mange af stofferne til indvendig solafskærmning har tekniske egenskaber, der gør dem til langt mere end bare et stykke stof. Den kan reflektere solens stråler om sommeren og isolere mod kulden om vinteren.

Indvendig solafskærmning bruges også til mørklægning, f.eks. i børneværelset, hvor en god nats søvn kan være guld værd for hele familien. Der findes også indvendig solafskærmning af brandhæmmende materialer og/eller med en overfladebehandling, der gør dem let at tørre af. Dette er også egenskaber, som børnefamilien forstår at værdsætte.

tirsdag den 12. april 2011

Akut træfældning





Der var rodløsning på et træ i mormors have. Det 15 meter høje tujatræ havde efter fredagens storm fået hældning på - ind mod naboen. Vi stod og kiggede lidt på det, og ved endnu et vindstød kunne vi se, hvordan jorden gyngede.

Først kom Falck - de turde ikke (træet stod midt mellem de to parcelhuse med knap to meter på hver side).

Så kom Morten fra Mortens Træfældning.

"Jeg piller det lige ned", sagde han. Han kunne godt forstå vores bekymring for naboen.

Det tog ham tre kvarter: Han savede grenene af og smed derefter stammen ned i små mundrette stykker. Tujaen svajede noget under processen.

Nu kan mormor og morfor - og naboen - sove roligt, når det stormer igen.

tirsdag den 5. april 2011

Beskæring af roser


Det er for tidligt at beskære roser. Roser skal beskæres i april, men først sent i april "når forsytiaen blomstrer".

Alle remonterende roser, herunder engelske roser, bør beskæres til ca. tre knopper over jorden. Man skærer ca. 1 cm over en god udadvendt knop.

Roser, der blomstrer på andet års skud, altså kun én gang i løbet af sommeren, skal ikke beskæres. Kun døde eller beskadigede grene fjernes (fra bunden).

Gamle buskroser kan fornyes ved at fjerne de ældste (tykkeste) grene i jordhøjde. Højst en tredjedel bør fjernes.

Alle roser bør have gødning i april, uanset hvor meget man har skåret i dem.

fredag den 1. april 2011

Haven i april


Der er meget at gøre i haven i april:

  • Klip de visne staudetoppe ned og fjern evt. jorddække, så de nye planter kan få lys og luft.
  • Klip lavendler og efterårslyng ned, så de ikke bliver ranglede.
  • Riv græsplænen igennem og giv den lidt topdressing om nødvendigt.
  • Det er også tid for nysåning af græs.
  • Fjern ukrudtet, før det får fat.
  • Man kan plante stedmoder, hornviol og bellis, da disse sommerblomster tåler frost.
  • Sent blomstrende stauder kan flyttes nu.
  • Foråret er normalt en tør årstid, så nyplantede og flyttede vækster skal vandes godt.

torsdag den 10. marts 2011

Must have... erantis!


Erantis er fine - mange erantis er meget fine. Erantis er én af de forårsblomster, hvor mere vil have mere. Et gult blomstertæppe i græsplænen eller langs hækken er en dejlig forårsbebuder.

Heldigvis er erantis flittig til at så sig selv, men det tager fire år fra frøet udvikler sig til en knold, der blomstrer.

Hvis man allerede har erantis i haven, kan man plante dem ud med lidt afstand. Det er vigtigt at man lader planterne visne ned af sig selv. Når frøstandene åbner sig, kan man hjælpe frøene godt på vej ved at fordele dem ud over det ønskede område og rive lidt jord hen over for at beskytte dem mod sultne fugle.

Hvis man ikke har erantis i haven, er man nødt til at fedte sig ind i en gammel, ikke for velfriseret, have og bede om lov til at samle frø eller, endnu bedre, grave et par bundter op.

Plantepinde til køkkenhaven


IKEA får flere og flere ting til haven og udestuen. Nu er der også plantepinde i SOCKER-serien, som er designet af Sarah Fager.

Plantepindene koster 9 kr. for 2 stk og er 25 cm høje. Man kan skrive frø- og plantenavnet med tusch.

SOCKER omfatter også plantebakker og urtepotteskjulere i fine pastelfarver med en rustik overflade.


fredag den 4. marts 2011

Beskæring af dronningebusk


I Idas Have samler vi på dronningebuske (Kolkwitzia amabilis).

Der stod tre velvoksne dronningebuske i haven, da vi overtog den, men de var pakket godt ind i snebær, laurbærkirsebær og meget andet, både planlagt og selvsået.

Efter mange timers kratluskeri, fik vi frigjort den ene dronningebusk, som nu står i en nydelig gruppe af duftsnebolle, buksbom og et højbed med rododendron i matchende lyserød, samt en nyplantet bøgehæk, der skal holdes relativt lav.

En dronningebusk kan blive fire meter høj og har en flot overhængende vækst, som er god til at skabe hyggerum i haven. Plænen under dronningebuskens buede grene med lyserøde blomsterklaser er det ideelle sted at stille en drømmeseng.

Hvis en dronningebusk skal, beskæres gøres det bedst nu - i marts. Syge grene eller grene med en uønsket facon skæres over ved jorden. Alternativt kan dronningebusken beskæres umiddelbart efter blomstring.

Snedråber


Snowdrops hedder de på engelsk - vintergækker. De titter forsigtigt frem under buske og træer.

Vores vintergækker er meget mindre end sidste år ved samme tid. Hvis man skal have glæde af vintergækkerne i år er det derfor en god idé at grave et bundt op og sæt dem i en potte indendørs, hvor klimaet er bedre.

Når vintergækkerne er visnede, bør løgene deles og plantes ud i haven, mens bladene er grønne (løgene tørrer let ud).


Haven i marts


På to do-listen i marts:

  • Når sneen er smeltet, spirer ukrudtet frem - hak det væk med det samme
  • Tag på planteskole og søg inspiration til sommerens bede
  • Frø til sommerblomster og grøntsager kan forspires indendørs
  • Gå ikke for meget rundt på den våde jord - den bliver presset sammen til skade for planterne
  • Pas på barfrost - det er for tidligt at fjerne jorddække ved de sarte vækster
  • Plant buske og træer, hvis jorden er til at grave i
  • Vend kompostbunken og fordel den fine kompost i bedene
  • Beskær eller forny blomstrende buske

torsdag den 17. februar 2011

Juleroser

Snart kan vi forhåbentligt opleve juleroserne i fuldt flor. Det er en staude som blomstrer tidligt, også selvom der ligger sne. Endnu er det dog for koldt.

fredag den 11. februar 2011

Hornvioler

Hornvioler er ligesom bellis en blomst, der kan sætte farver på haven i det tidlige forår, hvor der stadig er risiko for nattefrost.

Gul krokus - lige om hjørnet

Den gule krokus tager over, når vintergækker og erantis lukker ned.

Bellis

Lyserød bellis er blandt de første forårsblomster. De kan fungere i haven allerede i marts.

torsdag den 10. februar 2011

Venter på forår

Foråret er lige om hjørnet, men vi skal åbenbart leve med endnu en omgang frost og sne. Vi tager forskud på haveglæderne med forårsbilleder fra sidste år. Her en violet krokus-klynge.

torsdag den 13. januar 2011

Nuttede havefliser


Helle Nørby laver også specialfremstillede sten, f.eks. sten med aftryk af børnenes fødder eller hænder.

Man kan også få lavet sten med orientalske skrifttegn eller særlige motiver; bier, frøer, guldsmede, mariehøns med mere.

onsdag den 12. januar 2011

Dekorative belægningssten


Keramiker Helle Nørby laver belægningssten med billeder på, som man kan lægge i sin terrasse eller havens stier.

Stenene fremstilles i standard mål, så de passer sammen med almindelige havefliser og belægningssten, f.eks. herregårdssten, der koster 846 kr. Illustrerede sten i chaussetsten-størrelse koster 445.

Materialet er frostsikker stentøjsler og slidstærk glasur.

torsdag den 6. januar 2011

Indret med krukker


En god måde at skabe liv i den vinterkedelige have er at bruge krukker og andre plantebeholdere. Brug altid frostsikre krukker, så de kan stå ude hele året. Billedet viser zink potter med buksbomkugler - en klassiker herfra.

Krukker er ideelle til at skabe rum i haven og dermed gøre have mere afvekslende og livlig. Man kan indrette en spændende have, altan eller terrasse med potter på følgende måde:
  • Kurve, zinkbaljer og trækasser tilfører uformel og rustik stil.
  • Krukker kan skabe rum i en stor kedelig græsplænen - grimme pletter i plænen kan dækkes med flytbare planter.
  • Saml blomsterne i farvegrupper. Det skaber ro og sammenhæng, selv med mange forskellige planter.
  • Brug farverne bevidst; Hvid, hvor der skal være lys, rosa for romantik, blå for dybde.
  • Brug trapper, plantereoler og piedestaler til at skabe højde og perspektiv.

mandag den 3. januar 2011

Beskæring af birk


Vinteren er et godt tidspunkt at beskære birketræ og andre saftige træer på. Når løvet er væk, kan man bedre se, hvor man skal skære, så træet får en harmonisk facon. Der er også mindre haveaffald at slæbe væk.

Birketræer må kun beskæres om vinter (helst i frostvejr), da de ellers bløder meget plantesaft ud, hvilket kan svække dem.

En kraftig tilbageklipning med nedsavning af stammen vil slå birketræet ihjel. Det kan tage 10 år, før det er helt dødt, men det vil blive gradvist mere vissent at se på.

Hvis træet er for stort eller står for tæt på vej eller skel, bør man derfor fælde det helt.


lørdag den 1. januar 2011

Godt nytår!


Godt nytår til alle havetosser og må haven være med jer i 2011!