onsdag den 28. juli 2010

Dræbersnegle

Hærges køkkenhaven af dræbersnegle? Der er flere muligheder for at få has på de slimede bæster:

  • Ferramol (en ret harmløs gift, undtagen for dræbersnegle) drysses på jorden ved de planter, som dræbersnegle er gladest for.
  • En manuel løsning er hver aften, når dræbersneglene kravler op i planterne, at klippe dem over med havesaksen.
  • Man kan også samle dræbersneglene i en spand og hælde stor portion kogende vand på dem.
  • Endelig kan man sætte et sneglehegn op omkring udvalgte bede, f.eks i køkkenhaven. Dermed hindres dræbersnegle fysisk i at komme ind.
  • Man kan nu få højbede med dræbersneglestop. Kanter på bedet forhindrer dræbersnegle i at kaste sig over køkkenhaven eller de lækre storbladede stauder. Som et ekstra forsvar mod dræbersnegle i bedet, kan man smøre en blanding af salt og brun sæbe på undersiden af kanterne.

torsdag den 22. juli 2010

Jacques Cartier på højdepunktet


Vores lyserøde Jacques Cartier-roser blomstrer fortræffeligt nu. De mange tætfyldte blomster tynger buskenes grene ned, så man bare bliver nødt til at plukke en lille velduftende buket ind imellem.

Blomstringen strækker sig fra ultimo juni til primo november. Busken bliver 100-120 cm høj. Vores Jacques Cartier-roser blev plantet for tre sæsoner siden og er nu knap 70 cm høje.

Jacques Cartier skulle efter sigende være en meget sund rose. Der er ikke nogen sygdom at spore på dem endnu - men bladlus har vi dog været nødt til at vaske væk.

onsdag den 21. juli 2010

Klatrerose blomstrer endelig


Vores klatrerose, den historiske rose Felicité et Perpetué, blomstrer først nu - og kun i den ene side. De første to sæsoner var der slet ingen blomster.

De små cremehvide blomster dufter godt, og der er mange af dem her i juli. Klatrerosen kan blive op til fire meter høj, men her forlanger vi kun, at den beklæder et 1,5 meter højt pilehegn.

tirsdag den 20. juli 2010

Lammeøre en masse


Vi har plantet lammeøre på den vestvendte skråning. Vi genbrugte den gamle haves lammeøre, der var spredt rundt omkring i haven og samlede det hele her. På tre sæsoner har de bredt sig og dækker nu området helt. De grå lodne blade ser fine ud, og blomsterne er også flotte.

Lammeøre er tørketålende og egner sig således godt til en solrig skråning.

mandag den 19. juli 2010

Metalbord med glasplade

Vi har fundet et lille metalbord med glasplade på loppemarked, som er fint til haven om sommeren. Der kan stå krukker på eller andet havenips, eller man kan bruge det som bord ved drømmesengen.

søndag den 18. juli 2010

Fuglebad med bellis


De lyserøde bellis har blomstret fint siden de blev plantet i april, men nu begynder de at blive mindre interessante. Også selvom de får nok vand. Jo varmere det bliver, jo mindre bliver blomsterne tilsyneladende. Der er dog stadig mange fine blomster på - nogle af dem kommer ud og svømme i fuglebadet.

lørdag den 17. juli 2010

Kolonihaver


Kolonihaver

Forfatter: Anita Zobel

Kolonihaver er moderne igen, og denne havebog gennemgår kolonihavernes historie og viser mange eksempler på Danmarks forskellige kolonihavehuse.

Der er fine, inspirerende billeder af både kolonihaver og -huse, indendørs og udendørs indretning.

Nogle af de gamle huse fra kolonihavernes begyndelse står i dag med den oprindelige indretning fra 50erne eller 60erne, hvilket er top trendy i dag.

Læs den, hvis du ikke kan få nok af myggenet, hængekøjer, rosenbuer, havelåger, kurvestole, liggestole, hulsten, kakkelborde, perlegardiner, flagstænger, pelargonier…