tirsdag den 19. oktober 2010

Tid til krokus knolde


Det er ikke for sent at lægge krokusknolde i græsplænen og under buske og træer. De skal lægges inden udgangen af oktober.

Det er nemt at lægge krokus knolde, da de kun skal ca. 5 cm i jorden. De skal lægges med ca. 10 cm mellemrum, ellers kommer de hurtigt til at stå oven på hinanden.

Krokus breder sig meget hurtigt og vil på få år danne tætte farverige plamager. Hvert løg blomstrer med en lille buket, og derfor skal man ikke plante for tæt.

Forårsblomstrende krokus blomstrer som regel fra sidst i februar til ind i april. Efterårsblomstrende krokus blomstrer fra september til ind i november. De fleste krokus bliver 10-20 cm høje, og de findes i mange farver fra hvide og gule til violet og lys blå.

En af de yndigste forårsblomstrende krokus er Blue Pearl. Kan bl.a. købes hos DutchBulbs.com.



onsdag den 13. oktober 2010

Sådan ser en haveplan ud


Når man får tegnet en haveplan, kan den se således ud. En flot tegning i A3-format og farvelagt. Hus og belægning er hvidt, og alt det grønne er naturligvis grønt.

Hver enkelt træ, busk og staudegruppe er markeret med et tal, og i bilaget er der information om de enkelte planter.


Nem have: Store grupper giver stordriftsfordele


Det er en god idé at plante ens stauder i store grupper, hvis man ønsker en nem have. Her er der flere meter med hhv. lammeøre og storkenæb på en skråning.

Stauder i store grupper giver stordriftsfordele i havearbejdet, samtidig med at effekten er flottere, når den enkelte staude blomstrer.

Jo større bedet er, og jo flere forskellige planter, der indgår, jo dygtigere en havedesigner skal man være for at skabe et bed, som er flot året rundt.

Har man mange krukker, kan de også med fordel placeres i grupper. Det ser overdådigt ud, og så er de nemmere at vande og klippe, når de står samlet.

tirsdag den 12. oktober 2010

Nem have: Drop græsplænen


En græsplæne er en tidssluger. Mange haveejere stresser over en stor plæne, der skal slås, rives, gødes, tromles osv.

En græsplæne virker umiddelbart som en let løsning, men er faktisk et af de mest pasningskrævende elementer i en have.

Desuden larmer det frygteligt meget om sommeren, når hele nabolaget slår deres plæner, og støj i haven er også en stressfaktor. Græs kan være fint som stier mellem bede – græsgange.

Men overvej en ekstra gang, om der vitterligt er behov for den store konventionelle græsplæne omkranset af staudebede.

Billedet er fra accesslandscaping.com.

mandag den 11. oktober 2010

Nem have: Små bede er hurtigt hakket af


Et kæmpe staudebed med mange forskellige planter kan tage pippet fra enhver, når ukrudtet skal holdes nede, og planter skal bindes op, klippes ned og deles på forskellige tider af året.

Hvis man holder sig til en række små, afgrænsede bede, virker arbejdet meget mere overskueligt. Så kan man hakke bedene på to do-listen af, ét ad gangen.

Højbede er nemme, både pga. deres begrænsede størrelse og fordi, man ikke skal bukke sig så dybt, når der skal håndluges.

søndag den 10. oktober 2010

Nem have: Plant på rette sted


Det er vigtigt at kende den enkelte plantes krav til lys-, vand- og jordforhold, så man kan placere den det rigtige sted.

En vandkrævende staude skal f.eks. ikke plantes under et træ eller på en skråning. Så bliver den hurtigt kedelig at se på, med mindre man vander dagligt i tørre perioder. Jo mere optimal placering, jo mindre pasning.

Nogle planter er bare nemmere end andre, især i en ny have. Det er planter, som trives næsten hvor som helst, og som vokser hurtigt, stauder som f.eks. knopurt, daglilje, lupin, høstanemoner (foto), bronzeblad og guldjordbær. Det eneste problem ved dem er, at de kan kvæle mere langsomt voksende stauder i nærheden.

lørdag den 9. oktober 2010

Nem have: Levende hegn skal ikke klippes (så tit)


Hække skal klippes to gange om året, og plankeværk skal males og beskyttes mod alger. Derfor kan det være en god idé at plante levende hegn i skellet.

Buske, som får lov at brede sig, kræver ikke den samme omhyggelige pasning som en klippet hæk. Buskene skal fornys – de ældste grene skal fjernes efter blomstring sammen med døde og knækkede grene eller grene, som vokser i den forkerte retning.

Vedligeholdelsen er dog knap så akut som ved en rigtig hæk. Samtidig får man en varieret blomstring, der giver gode livsvilkår for fugle og andre dyr, som nyder at gemme sig og fouragere i det dybe krat.