fredag den 8. oktober 2010

Nem have: Følg en plan

Sørg for at tegne ønskehaven, så de store linjer ligger fast. Man kan sagtens flytte en staude eller en krukke, men det er dumt og dyrt at fortryde placeringen af belægning, hække, træer og store buske.

Det kan anbefales at få en professionel havekonsulent eller –arkitekt til at skitsere de store linjer i en haveplan, inden man fælder store træer og buske. Måske kan de komme til deres ret i et nyt havedesign.

Har man en plan over havens rum med angivelse af belægning, hække m.v., er det bare at gå i gang fra en ende af. Haveprojekterne virker nemmere og mere overskuelige, når man følger en haveplan.

Siden kan man altid selv eksperimentere med de mindre planter, der nemt kan flyttes, hvis det viser sig, at de står uhensigtsmæssigt.

Nem have




Haven kan være en stressfaktor, hvis den ikke er indrettet fornuftigt.

Hvis man føler, at slaget mod ukrudtet er en ulige kamp, er havepasning blot endnu én af husejerens trivielle opgaver.

Hvis haven er designet, så den er nem at passe, kan haven blive et sted, hvor man stresser af.

I de kommende dage følger en række råd ud fra de erfaringer, vi har gjort os i Idas Have.

Hængekøje fra present-innovations.dk

torsdag den 7. oktober 2010

Storkenæb reprise


De blå storkenæb på skråningen blev klippet ned efter blomstringen i juli.

Det kvitterer de for nu med et lille ekstranummer.

onsdag den 6. oktober 2010

Billeder fra haven i oktober


Så er der billeder fra haven i oktober...

F.eks. sedum i vores tre højbede med buksbom.

Højbedene blev i foråret fyldt ud med violette hornvioler. Da sommerblomsterne blev for ranglede og kedelige, satte vi sedum, som hurtigt bredte sig i de tre små terninger.

Sedum er ligesom buksbom stedsegrøn, så der er frodighed i haven, når bladene er faldet af træerne. De klæder de rustrøde højbede godt.

tirsdag den 5. oktober 2010

Aktiviteter i oktober-haven


Oktober er store flytte-måned i haven. Efteråret er det optimale tidspunkt at ommøblere i haven. Stauder kan deles og flyttes - vi har formeret vores hosta ved deling (se billedet).

Planteskoler har visne stauder på tilbud. Der er også mange muligheder for at tage på plantebyttemarked og score et bed-fuld livskraftige stauder for en slik.

Det er også det bedste tidspunkt at plante barrodede planter, f.eks. roser, hækplanter, løvfældende buske og træer. Planternes vækst er standset, men husk at rødderne ikke må tørre ud.

Der er et væld af opgaver i haven i oktober. Toårige blomster, som har sået sig selv, kan graves op og samles på ét sted for en mere markant effekt.

Gamle frugttræer kan beskæres nu, mens unge træer kan tage skade ved beskæring lige inden frost. Løvfældende, blomstrende buske kan fornys ved at fjerne 1/3 af de tykkeste grene elle klippe den hel ned.

Klip ikke græsplænen for kort, da græsrødderne har brug for den næring, der er i græsstråene.

Vent til foråret med at klippe de visne stauder ned - toppen er god vinterdække. Og husk at nyde de sidste sommerblomster, inden frosten sætter ind.

lørdag den 2. oktober 2010

Høstfloks til frost


Den hvide høstfloks blomstrer stadig. I maj klippede vi en tredjedel af topskuddene, så alle blomsterne ikke kom på én gang i august. Da de første blomster var færdige, stod de nye knopper klar til at overtage. Hermed kan man få dem til at blomstrer frem til frosten sætter ind.

Høstfloks er en høj, robust staude. Stænglerne er så kraftige, at de ikke vælter. De fleste høje stauder bør ellers normalt bindes op tidligt på sæsonen. Et enkelt kraftigt regnskyl eller en heftigt forårsblæst kan fladmase en staude, så det bal er forbi, inden blomstringen er kommet i gang. Men høstfloks, der som navnet siger, blomstrer sidst på sæsonen, behøver man ikke at binde op.




fredag den 1. oktober 2010

Havenissen skal til julefrokost



Vinteren nærmer sig, og havenissen dukker op fra sit skjul, efterhånden som de store blade på hostaen visner bort. Havenissen er allerede i julehumør, skønt hun har fået nogle ridser i lakken fra den hårde vinter i fjor. Som alle friske havenisser er hun ved at forberede sig til sæsonens julefrokoster.

Havenissen prioriterer i år Juleshow10 i København den 3. december eller den 4. december 2010. Det er årets julefrokost, hvor Anders og Peter Lund Madsen agerer værter for et program spækket med stjerner. Under indtagelse af de klassiske julefrokostretter kan havenissen nyde underholdning fra bl.a. Danseorkestret, Szhirley og Carsten Bang. Efter julemaden er der mulighed for at danse til live musik.

I København løber Juleshow10 af stabelen på Tap 1, Ny Carlsbergvej 91, 1760 Kbh V. Men Juleshow10 kommer også til Odense og Århus. Der afholdes i alt fire julefrokoster.